Allehelgensdag i Weiden: Trøst og håb på skovkirkegården

Transparenz: Redaktionell erstellt und geprüft.
Veröffentlicht am

På allehelgensdag samledes troende på Weiden Forest Cemetery for at ære afdøde sjæle og finde trøst.

Am Allerheiligentag versammelten sich Gläubige im Waldfriedhof Weiden, um verstorbene Seelen zu ehren und Trost zu finden.
På allehelgensdag samledes troende på Weiden Forest Cemetery for at ære afdøde sjæle og finde trøst.

Allehelgensdag i Weiden: Trøst og håb på skovkirkegården

Allehelgensdag, en vigtig og kontemplativ højtid i Bayern, tiltrækker hvert år talrige troende til kirker og kirkegårde. I år, den 1. november, var stemningen på skovkirkegården i Weiden særligt imponerende. Festlighederne tiltrak mange mennesker, der ønskede at mindes deres afdøde og finde trøst. Øvre Pfalz-ekko fortæller, at mødet var præget af stilhed og fællesskab.

I mange traditioner opfattes november som måneden for mindehøjtideligheden for de døde, og derfor dekorerer folk deres kæres grave med stearinlys og blomster. På allehelgensdag er det skik at mindes den afdøde med forbøn og bønner. Sognefællesskabet Sankt Elisabeth og Maria Waldrast organiserede gudstjenesten på skovkirkegården. Pastor Thomas Jeschner og sognepræst Malachy Ukaonu gav rørende trøstende ord. En dreng rørte de tilstedeværendes hjerter, da han definerede en helgen som "en, gennem hvem solen skinner".

Die Tradition des Gedenkens

Den 1. november fejrer den katolske kirke ikke kun helgenerne, men mindes også alle mennesker, der har ført et helgenliv. Denne tradition har sine rødder i Antiokia i det 4. århundrede, men har gennemgået forskellige tilpasninger i de seneste århundreder. Pave Gregor IV fastsatte helligdagen for hele den vestlige kirke i 835. I Tyskland er Allehelgensdag en helligdag i flere stater, herunder Bayern, og den efterfølges den 2. november af Allesjæles dag, viet til de døde i skærsilden. Wikipedia giver yderligere interessant indblik i denne feries oprindelse og betydning.

Under gudstjenesten på skovkirkegården fremsagde de trofaste litanier, der udtrykte tillid til det evige liv og håbet om at se hinanden igen. Efter gudstjenesten foregik et optog til det store kirkegårdskors, akkompagneret af messingblæsergruppen Sankt Elisabeth, som akkompagnerede gruppen med koraler. Fejringen fremhævede ikke kun sorgen, men også den tætte sammenhæng mellem hukommelse og håb.

En fejring af fællesskabet

Det er en vigtig dag for mange familier, som besøger deres kæres grave på Allehelgensdag og Allesjælesdag og pynter dem i festlige rammer. Aktiv deltagelse i disse ceremonier fremmer en følelse af fællesskab og minder os om forbindelsen med den afdøde. Katedralens radio understreger, at gravvandring og velsignelser er almindelige i overvejende katolske regioner. I nogle regioner skabes der endda specielle bagværk, såsom Allehelgens Striezel, til ære for den afdøde.

Disse traditionelle skikke viser, hvor vigtig tanken om erindring og samvær i fællesskabet er. Selvom Alle Sjæles Dag, den 2. november, fejres de døde, er Allehelgen en dag, der legemliggør det evige håb om et gensyn med de afdøde og styrker troen på livets hellighed.