Cat Power fortryller München med Dylans legendariske lyde!

Cat Power fortryller München med Dylans legendariske lyde!

I går var en meget speciel aften i München: Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power, genskabte en legendarisk Bob Dylan-koncert, der fandt sted i Isarphilharmonie i 1966. Denne begivenhed tiltrækker ikke kun hårde Dylan-fans, men også dem, der så den seneste biopic "Like A Complete Unknown" i biografen. Salen var praktisk talt udsolgt, og publikum blev fordybet i et kulturelt mangfoldigt mix.

Iført en grøn buksedragt, der så smart ud på hende, begyndte Marshall aftenen med "She Belongs To Me". Hun blev akkompagneret af guitaristen Arsun Sorrenti og mundharmonikaspilleren Aaron Embry. Deres optræden, som bragte mange af Dylans legendariske sange til live, var ikke helt uden et personligt præg. Fortolkningerne er præget af en mere sjælfuld vokalfarvning, som endda kaster nyt lys over klassikeren "Just Like A Woman".

Et vellykket repertoire

Marshalls ni minutter lange monolog om "Visions of Johanna" var noget utraditionel, men utroligt tiltalende, hvilket gav publikum en ny tilgang til Dylans komplekse tekster. Store fængende melodier som "It's All Over Now, Baby Blue" lød forfriskende poppy, mens "Desolation Row" igen blev bragt i fokus som et komplekst langt digt. Men ikke alt faldt i lytternes smag: "Mr. Tambourine Man" var lidt intetsigende i sammenligning.

Rockdelen af ​​koncerten satte i gang med "Tell Me, Mama", der tilbød fans en velkendt følelse, der mindede dem om Dylans transformation fra folk til rock på det tidspunkt. Den medrivende fortolkning af "Leopard-Skin Pill-Box Hat" i en tempofyldt rockversion var aftenens højdepunkt. Den eneste coverversion i sættet var "Baby Let Me Follow You Down", som glædede fans og vakte nostalgi.

Kritik og livssyn

Selvom aftenen bød på mange smukke stunder, blev det også bemærket, at dele af forestillingen virkede indøvede. Finalen med "Like A Rolling Stone" slog ikke ligefrem publikums sokker af, men det er stadig et forsøg værd at høre Dylans klassiker gennem kunstnerens personlige linse. Setlisten afspejlede dog ideen om, at Cat Power kunne fortsætte med at turnere med coveraftener, mens et nyt værk med originale sange ikke skulle gå ubemærket hen.

Som Michael Bartle bemærkede i et af sine radioprogrammer, er coverversioner ikke blot efterligninger, men giver en oversættelse mellem generationer. Cat Power gjorde mere end blot at hylde Dylan med hendes præstation; det åbner en ny diskurs om kreative beslutninger og ansvaret for at udvikle sig. Med [Bayern 2](https://www.br.de/radio/bayern2/podcasts/cover-me-wie-cat-power-bob-dylan-interpretiert-100.htmls ord) sætter dette gang i en refleksion over Dylans transformation og betydningen af ​​hans musik i vore dage.

Sammenfattende sætter Cat Power med sin opførelse af den berømte koncert i München ikke kun spørgsmålstegn ved etikken i coverversioner, men gør også et ærligt forsøg på at uddybe forholdet mellem kunstner og publikum. Deres optræden bragte særlig opmærksomhed på arven fra en af ​​de største sangskrivere i historien, hvis indflydelse forbliver i live i moderne fortolkninger.